Fiskeri i Danmark – mange meninger, mange perspektiver

Fiskeri har været en vigtig del af Danmark i mange hundrede år. Det har givet mad, arbejdspladser og været en del af vores identitet.

Men i dag er fiskeri noget, der skaber debat.
Hvordan passer vi bedst på havet? - og samtidig på de mennesker, der lever af fiskeri?

Nogle mener, at vi fisker for meget. De er bekymrede for bundtrawl og overfiskeri. De siger, det skader havets dyreliv. Derfor ønsker de fangsten af færre fisk og mere skånsomme metoder. Andre er uenige. De mener, at strammere regler kan koste mange arbejdspladser. Og de peger på, at fiskeriet i Danmark allerede er reguleret med kvoter og kontrol.

I midten af diskussionen står flere store spørgsmål
Hvilken rolle spiller teknologi? Hvad betyder klima og forbrugsvaner? Og hvordan påvirker EU’s regler vores måde at fiske på?

Emner til debat

Når vi taler om fiskeri, er der mange forskellige holdninger. Det handler ikke kun om fisk, men også om mennesker, arbejde og natur. Hvem skal bestemme, hvad der er godt fiskeri? Og hvad er vigtigst, når vi skal tage beslutninger om fremtiden?

På denne side ser vi nærmere på nogle af de emner, der lægger op til debat. Her mødes forskellige meninger, og der er sjældent lette svar.

Bundtrawl – nødvendighed eller problem?

Bundtrawl er en metode, mange fiskere bruger. Den bruges både i Danmark og i resten af verden. Med bundtrawl fanger man fisk, der lever tæt på bunden. Det gælder for eksempel rødspætter, tunger og jomfruhummere.

Et bundtrawl er et stort net. Det trækkes hen over havbunden. Netåbningen holdes åben af nogle specielle plader. De kaldes trawldøre. Fiskene fanges i den bagerste del af nettet.

Mange fiskere siger, at trawl er nødvendigt. Især i områder som Nordsøen og Skagerrak. Uden trawl kan de ikke fange nok fisk. Det kan betyde, at nogle må lukke deres fiskeri.

Men andre mener, at trawl skader havet. Et studie fra DTU Aqua fra 2021 viser, at op til 4 ud af 10 bunddyr dør, når trawlet kører hen over dem. Derfor arbejder man på at gøre trawl mere skånsomt. Teknologien er forbedret de seneste år, både når det gælder skader på bunden og valg af fangst. Nogle trawl benytter sig af hjul, som belaster havbunden mindre.

I nogle områder, blandt andet Kattegat, er mange store bunddyr næsten væk, grundet blandt andet trawlfiskeriet. Men hvad betyder det, hvis livet på havbunden forsvinder, og hvor stor en pris er vi villige til at betale for at få fisk på bordet?

Studiet fra DTU Aqua er blot ét blandt mange undersøgelser. Et andet studie fra University of Washington fra 2023 siger noget andet. Her fandt forskere ud af, at hvis vi forbyder trawl, vil vi måske skade miljøet på en anden måde. Det skyldes, at vi så skal producere mere mad på land. Og det kan være endnu værre for naturen. Tendensen i dansk politik er, at man vil forbyde bundtrawl i flere havområder. Politikerne er dog ikke enige om, hvor stort et område, der skal være trawlfri. I 2024 anbefalede Biodiversitetsrådet, at man udfaser trawl i beskyttede havområder.

Midt i diskussionen står nogle grundlæggende spørgsmål: Kan vi beskytte havet og samtidig bevare et økonomisk levedygtigt fiskeri, der bygger på bundtrawl? Hvad er alternativerne? Hvordan vil et forbud mod bundtrawl påvirke udbuddet og prisen på fisk? Hvordan vil det påvirke forbrugernes efterspørgsel på fisk? Og kan ny teknologi i fremtiden være med til at finde den rette balance?

I bund og grund handler det om, hvordan vi bedst beskytter havet uden at gøre det umuligt at leve af det. Og om, hvordan vi forstår og udvikler fiskeriet i en tid, hvor både biodiversitet og beskæftigelse kalder på løsninger, der ikke nødvendigvis er enten/eller.

Bifangst – uundgåeligt eller uansvarligt?

Bifangst betyder, at fiskere utilsigtet fanger fisk og dyr, de ikke vil eller må fange. Det kan være små fisk, truede arter, fisk man ikke må sælge, eller større dyr, som fx marsvin.

Miljøorganisationer som Danmarks Naturfredningsforening og Levende Hav er kritiske. De siger, at alt for meget bifangst bliver smidt ud og ofte dør. Det skader havet og er spild af gode ressourcer, mener de. Derfor ønsker de flere regler og bedre kontrol.

Der findes allerede regler. I EU har man det, der kaldes ’landingsforpligtelse’. Den betyder, at man som hovedregel skal tage alle kvoterede fisk både over og under mindstemålet med i land, og ikke bare må smide fisk ud. Men det kan være svært at tjekke, om reglerne bliver fulgt. Fødevarestyrelsen siger, at vi mangler viden om, hvor meget bifangst der egentlig sker.

Fiskerne siger, at bifangst ikke kan undgås helt, især ikke i områder, hvor mange fiskearter lever tæt sammen. Der er ingen fiskere, der ønsker at fange fx marsvin, hvorfor fiskere arbejder på løsninger for at undgå dette. De bruger f.eks. særlige net, der hjælper med at sortere fangsten. De kan også undgå bestemte områder, hvor risikoen for bifangst er stor.

Forskere har lavet kort over havet, som viser, hvor der er størst chance for at fange forkerte fisk. De bruger data om havbund, vandtemperatur og årstid. Så kan fiskerne bedre planlægge deres fangst og undgå bifangst. Men det handler ikke kun om regler og teknologi. Mange siger, at vi som forbrugere også har et ansvar. Hvad nu, hvis vi begyndte at spise flere ukendte fisk – som ulk, hvilling og lange? Det kunne mindske spild og hjælpe fiskerne. Også butikker og fiskehandlere kan hjælpe ved at tilbyde flere slags fisk.

Hvor meget bifangst er okay? Skal der være flere regler – eller bliver det så for svært at være fisker? Og kan teknologi og data virkelig løse problemet?

Bifangst handler ikke kun om fisk, men også om tillid. Tillid til fiskerne, til kontrollen og til den viden, vi bruger til at træffe beslutninger. Og måske også om, hvordan vi som samfund vil passe på havet og bruge det ansvarligt.

Forbrugeren – medansvarlig eller magtesløs?

Vi hører ofte, at vi skal tænke os om, når vi køber fisk. Flere supermarkeder prøver at fremhæve fisk, der er fanget på en mere skånsom måde. Der findes bl.a. mærkninger som MSC, ASC og NaturSkånsom. De skal give forbrugeren indsigt i, hvordan fisken er fanget, og under hvilke vilkår.

MSC er et mærke, der skal hjælpe forbrugere med at vælge fisk med aspekter af bæredygtigt fiskeri. De bruger faste regler til at vurdere, om fiskeriet er godt for miljøet og styres på en ansvarlig måde. Hvis fiskeriet lever op til kravene, må det bruge MSC-mærket på sine produkter. Det er det blå mærke med fisken og fluebenet.

NaturSkånsom er et andet mærke. Det er mærket med en fisk og et fingeraftryk. Det er lavet af Fødevareministeriet og gives til produkter med fisk, der er fanget tæt på kysten. Mærkningen kan kun gives til fartøjer under 17 meter, som bruger redskaber som garn, tejner, ruser og flydetrawl. Disse redskaber regnes for skånsomme, fordi de ikke påvirker havbunden lige så meget som bundtrawl.

Men det kan være svært at finde ud af, hvad der faktisk er det bedste valg. Nogle organisationer kritiserer mærkerne og mener, at de stadig godkender fiskeri, der skader havet. Andre siger, at mærkerne er vigtige for at gøre fiskeriet mere ansvarligt og give forbrugerne bedre information.

Organisationer som Forbrugerrådet Tænk og Dyrenes Beskyttelse mener, at ansvaret ikke kun skal ligge hos forbrugeren. De siger, at det skal være nemmere at vælge rigtigt med mere viden og klare regler.

Derfor handler debatten ikke kun om, hvad du lægger i indkøbskurven. Den handler også om tillid, gennemsigtighed og hvem der egentlig har ansvaret. Dig som forbruger? Eller dem, der sætter rammerne?

Importeret fisk – nødvendigt eller problematisk?

I Danmark er der strenge regler for, hvordan man må fiske. Reglerne skal beskytte både miljøet og livet i havet.

Men samtidig importerer vi store mængder fisk fra andre lande, hvor reglerne ofte er mindre strikse. Det får mange til at spørge: ”Er det i orden at købe fisk, der er fanget på en måde, vi ikke selv ville tillade?”

Danske fiskere følger nogle af verdens hårdeste krav. De siger, det er svært at konkurrere med billig fisk fra udlandet. Udenlandske fisk er ofte fanget med redskaber og metoder, som ikke ville være tilladt herhjemme.

Miljøorganisationer som Danmarks Naturfredningsforening og Levende Hav er enige. De mener, det virker forkert at tale om grøn omstilling i Danmark, hvis vi samtidig fylder supermarkederne med fisk fra lande uden de samme krav.

Andre mener, at vi har brug for fisk fra hele verden. Danmark fanger ikke nok af alle de fisk, vi spiser. Og ifølge Fødevarestyrelsen skal fisk fra lande uden for EU stadig kunne dokumenteres. Det skal sikre, at fiskene ikke er fanget ulovligt.

Men hvad med os, der køber fisk? Mange siger, de gerne vil vælge ansvarligt. Men ofte betyder pris og udvalg mere. Vælger vi stadig den fisk, vi plejer? Selv hvis den ikke er fanget på en ansvarlig måde?

Spørgsmålet om importeret fisk handler ikke kun om regler og handel. Det handler også om ansvar. Kan vi kræve bæredygtighed herhjemme – hvis vi samtidig accepterer det modsatte fra udlandet?

Bæredygtighed – hvad dækker det egentlig over?

FN definerer bæredygtighed som ”at opfylde nutidens behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder i fare”. Det betyder, at vi skal kunne dække vores behov i dag, uden at ødelægge mulighederne for dem, der kommer efter os. Det er ikke en lov, men en fælles idé om, at vi har et ansvar. Et ansvar for både natur og hinanden på lang sigt.

Men hvad betyder det i praksis? Nogle siger, at bæredygtighed i fiskeri handler om at passe på fiskebestandene. Andre taler om at bruge skånsomme redskaber, beskytte havets dyreliv og undgå, at hele økosystemer bliver ødelagt. Det kan også handle om at mindske udledning af CO₂ og sikre, at vi har gennemsigtighed i hele værdikæden – fra fiskeren til forbrugeren. Og om, at der stadig er fiskere, havne og arbejdspladser om 50 eller 100 år.

Bæredygtighed handler altså både om naturen, økonomien og de mennesker, der lever af havet.

Derfor findes der i dag mærker som MSC, ASC og NaturSkånsom. De skal hjælpe forbrugeren med at træffe valg, der tager hensyn til miljø og ansvar. Mærkerne viser, at fiskeriet lever op til visse krav.

Men ikke alle er enige i, hvordan mærkerne fungerer. Nogle mener, de er vigtige redskaber til at skabe forandring. Andre kritiserer dem for kun at fokusere på nogle få ting – som fangstmængder – og ikke nok på fx redskaber, klima og havbund.

Så hvad skal der til for at skabe et fiskeri, der både passer på naturen og giver næste generation de samme muligheder, som vi har i dag?