Gå i havn et sted i...

Limfjorden

Limfjordsfiskeriet har en rig historie, som går meget langt tilbage i tiden. Gennem århundrederne har både sild, ål, østers, rødspætter og andre arter til forskellige tider været grundlag for vigtige og indbringende fiskerier for lokalbefolkningen. Da Vesterhavet brød gennem Agger Tange i 1825 og gjorde fjorden til et sund, fik det også betydning for fiskeriet. En bestand af rødspætter etablerede sig, og af de mange fiskeredskaber, som er udviklet ved Limfjorden, er snurrevoddet til rødspættefiskeriet måske det vigtigste. Det blev opfundet af Jens Væver fra Salling i 1848, og i de første 20-25 år blev metoden set på med stor bekymring – man frygtede at Limfjordens rige fiskefarvand blev overfisket!

Havne i gamle købstæder som Nykøbing Mors, Thisted og Lemvig blev oprindelig anlagt til skibstrafikken. Først mod slutningen af 1800-tallet blev fiskeriet som erhverv også tænkt ind i havnenes drift, som f.eks. i Struer der fra 1850 til 1890 blev hjemsted for et lukrativt østersfiskeri.

I årene omkring 1900 dannedes lokale fiskeriforeninger i næsten alle dele af fjorden. Fælles for dem var, at rødspættefiskeriet og bundgarnsfiskeri efter sild var udbredt frem til efter 2. verdenskrig, men at det var ålefiskeriet, som efterhånden blev det økonomisk vigtigste. Det foregik med en mangfoldighed af redskaber, ruser, vod, kroge, bundgarn, stangeredskaber m.v, men vigtigst var først ålevoddet, som blev afløst af åletrawlet i 1930’erne. Efter krigen måtte de fiskere, som fortsat drev fiskeri efter rødspætter, sild mv., i store dele af året sejle uden for Limfjorden for at få et rentabelt fiskeri. Dog fandt der fra 1950’erne til 1970’erne også et betydeligt industrifiskeri efter sild og brisling sted i fjorden.

I 1970’erne begyndte nedgangen for både sild, ål, rødspætter og andre arter, men samtidig opstod et større fiskeri efter blåmuslinger, hvilket siden har været Limfjordens vigtigste. Muslingefiskeriet er siden midten af 1980’erne blevet reguleret som et licensbaseret fiskeri med ca. 50 licenser fordelt på lige så mange fartøjer. I 2002 opstod der desuden et større, licensbaseret fiskeri efter østers, ligesom der fortsat var et mindre antal trawlere med tilladelse til trawlfiskeri efter sild og brisling.

Gå i havn i...

Thyborøn

Thyborøn havn blev anlagt i årene 1914-1917. Beslutningen om byggeri af en havn hang sammen med Statens ønske om uddybning og sikring af Thyborøn Kanal, som var skabt ved havets gennembrud i 1862. Den nye havn var tænkt som tilflugtssted, dvs. nødhavn, for skibe på Nordsøen i tilfælde af dårligt vejr og som et støttepunkt for lokale fiskere. Harboøre havde gennem generationer været fiskerleje med både hav- og fjordfiskeri, og Thyborøn Havn blev fra 1917 hjemmehavn for fiskere bosat både i Thyborøn og Harboøre.

Fiskeriet var fra starten havnens vigtigste erhverv. Det vigtigste fiskeri fra Thyborøn var snurrevodsfiskeriet efter rødspætter, kuller og torsk. I det sene forår begyndte fiskeriet efter rødspætter ud for Thyborøn, og dette varede frem til oktober, hvor fiskerne gik over til vodfiskeri efter kuller og torsk frem til december. Når vejret tillod det i det tidlige forår, søgte mange kuttere mod Esbjerg for at fiske efter rødspætter i den sydlige Nordsø, indtil sommerfiskeriet nær hjemhavnen igen begyndte til pinse.

I løbet af 1930’erne voksede kutterflåden og omsætningen på fiskeauktionen, og Thyborøn blev en seriøs konkurrent til Esbjerg om landinger fra Nordsøen. Men Thyborøn Kanal var både livsnerve og problembarn for havnen. I mange år frygtede fiskerne, at Staten ville gøre alvor af at lukke kanalen af sikkerhedshensyn, og først i 1970 blev disse planer endelig opgivet.

I 1950’erne begyndte industrifiskeriet med trawl efter bl.a. tobis, og en fiskemelsindustri voksede frem i Thyborøn. I de følgende årtier kom Thyborøn havn til at omfatte både en konsum- og en industrifiskerihavn, og mens trawl og snurrevod var de mest anvendte redskaber, fandt man også et mindre antal garnbåde, bomtrawlere, flyshootere og muslingefartøjer i Thyborøn. Torskefiskeriet var det vigtigste konsumfiskeri frem til midten af 1990’erne, og siden er det især rødspætter og en mangfoldighed af øvrige konsumarter, som har dannet grundlag for konsumfiskernes økonomi i Thyborøn. Industrifiskeriet og dermed fiskemelsindustrien blev i 2000 fusioneret med Esbjergs fiskemelsindustri i Triple Nine, som siden 2008 har forarbejdet alle landinger på fabrikken i Thyborøn.

Gå i havn i...

Hanstholm

Fiskerihavnen i Hanstholm blev indviet i 1967, men fiskeriet fra kysten rækker meget længere tilbage. Hanstholm Fiskeriforening blev dannet allerede i 1901, og i 1915 anlagde man den første mole, som beskyttede landingspladsen, hvor senere fiskepakhuse og isværk blev opført. I 1920 påbegyndtes det egentlige havnebyggeri, men 2. verdenskrig og langvarig uenighed blandt politikere og sagkundskab betød, at det først var i 1960’erne, at færdiggørelsen af havnebyggeriet blev realiseret.

Hanstholm var allerede i 1930’erne en af Vestkystens vigtigste fiskepladser med omkring 50 både, som fiskede med kroge, snurrevod, garn og hummertejner fra den åbne kyst. Langt de vigtigste arter var torsk og kuller.

Da den nye fiskerihavn blev taget i brug i slutningen af 1960’erne søgte fiskere fra de andre fiskepladser ved den åbne kyst også til Hanstholm. Det var erfarne fiskere, som hurtigt gjorde Hanstholm til et kraftcenter for konsumfiskeriet. Beliggenheden tæt ved fiskepladserne i Nordsøen gjorde, at Hanstholm desuden kunne tiltrække store mængder af landinger fra udenlandske kuttere, og i de følgende årtier måtte havnen flere gange udvides.

Hanstholms hjemmehørende flåde bestod i 1990 af ca. 80 trawlere og 50 garnbåde. Garnbådene var typisk mindre fartøjer, som drev kystnært fiskeri efter torsk, kuller og rødspætter, mens trawlerne ofte drev både både konsum- og industrifiskeri. Torsk var også her den vigtigste art, og brugen af bobbinstrawl på den grove bund ud for Hanstholm var udbredt. Senere afløstes torskefiskeriet af et mere sammensat konsumfiskeri efter forskellige arter. Industrifiskeri efter tobis og brisling udgjorde helt fra 1970’erne også en vigtig del af trawlernes årscyklus.  

Gå i havn i...

Thorup- Strand

Fiskeriet fra Thorupstrand kystlandingsplads har rødder tilbage til dengang, der ikke fandtes havneanlæg langs Jyllands vestkyst ud mod Nordsøen og Skagerrak. På den åbne kyst fra Agger til Thorupstrand blev der i 1887 drevet fiskeri af ca. 600 havfiskere fra 20 lokaliteter. Stort set alle drev de krogfiskeri efter torsk og kuller med langliner fra åbne både. Stormen i november 1893, hvor 43 kystfiskere mistede livet på havet, førte til fokus på øget sikkerhed, og dæksbåde blev introduceret i kystfiskeriet. Kort efter kom motoriseringen og dermed også en forøgelse af fiskernes mobilitet til havs.

I Thorupstrand havde man i 1904 fået sin første dæksbåd. Snurrevod og hummertejner supplerede nu fiskeriet med kroge og garn. Dette voksede i de følgende år, og i 1930’erne var der 45 erhvervsfiskere, 15 motorfartøjer og 20 småbåde, som med forskellige redskaber drev kystfiskeriet fra fiskepladsen. Torsk udgjorde mere end halvdelen af omsætningen, efterfulgt af hummer og rødspætter.

Efter 2. verdenskrig fulgte kystfiskeriet på mange måder med den teknologiske udvikling. Det var ikke fiskemetoder og -redskaber, som adskilte kystens fiskere fra kutterfiskeriet, men landingsforhold og mulighed for fiskeri på fjernere fiskepladser. Fartøjernes begrænsede størrelse gjorde, at de havde fokus på dagsfiskeri, og det var et stort fremskridt i årene efter krigen, da det hårde fysiske arbejde med at få bådene i og op af havet blev afløst af motoriserede spil til ophaling og udsætning.

Åbningen af Hanstholm havn i 1967 betød, at mange kystfiskere som forventet flyttede fra de små pladser til den nye havn. Men overraskende nok skete der også en vækst i de tilbageværende kystlandingspladser, og disse havde tilsammen i 1990 fortsat 50 erhvervsfartøjer, som i alt landede fisk for op mod 50 mill. kr. om året. Størst af disse var allerede på dette tidspunkt Thorupstrand, som med 19 kystbåde, en årlig omsætning på 25 mill. kr. samt en stor andel af yngre fiskere ikke var lukningstruet. Pladsen var begunstiget af at ligge meget tæt på nogle af Skagerraks gode fiskepladser, som kunne nås på et par timer. Fiskerimæssigt drev halvdelen af bådene snurrevodsfiskeri i sommerhalvåret, mens det øvrige fiskeri primært blev drevet med torskegarn og kulmulegarn.   

Gå i havn i...

Hirtshals

Ideen om en havn ved Hirtshals opstod allerede i 1860’erne, hvor stedet var en travl kystlandingsplads. Det varede dog mange år og flere forsøg med molebyggeri, inden loven om Hirtshals Havn blev vedtaget i 1917, og den projekterede havn stod færdig i 1928. Forinden havde fiskerne taget havnefaciliteterne i brug, og en auktionsmester fik bevilling i 1924.

Fra nogle få havgående fartøjer voksede fiskerflåden til 35 nordsøkuttere og 40 mindre både i 1934, og snurrevodsfiskeriet efter rødspætter og torsk, garnfiskeri og fiskeri med hummertejner dominerede. Den nye havn tiltrak også fiskere udefra, og en tredjedel af landingerne i 1930’erne kom fra svenske fiskeres fiskeri efter sild og makrel.

Efter 2. verdenskrig blev Hirtshals et center for sildefiskeri med det nyudviklede redskab, flydetrawlet, og det gav anledning til den første af mange havneudvidelser i de kommende årtier. Samtidig blev havnen også hjemsted for et industrifiskeri og fik en voksende flåde af stålkuttere med større lasteevne. Inspireret af færøske, islandske og norske notfiskere, som landede i Hirtshals, blev man i 1970’erne de første i Danmark til at investere i notfartøjer til silde- og makrelfiskeriet. Hirtshals blev efterhånden til et center for pelagisk fiskeri, bl.a. bygget på mange års erfaring med notfiskeriet.

Samtidig fortsatte en stor del af de mindre fartøjer i snurrevods- og garnfiskeriet samt i trawlfiskeriet efter konsumfisk, og efter 1980 voksede også et trawlfiskeri efter jomfruhummer frem og fik betydning. Hirtshals har gennem årtier været en fiskerihavn med meget stor spændvidde i fiskerflåden; fra én-mands joller i garnfiskeriet over træbyggede nordsøkuttere til ståltrawlere og notfartøjer, som i mange år var de største fartøjer overhovedet i dansk fiskeri.

Gå i havn i...

Skagen

Længe før Skagen Havn blev indviet i 1907, var fiskeriet en hovedhjørnesten i samfundet på toppen af Danmark. Krogfiskeri, garnfiskeri og landdragningsvod anvendtes i stort omfang fra kysten, og fangsten blev afsat til sejlende kvaser eller kørt med hestevogn til Frederikshavn. Fra 1880 investerede skagenfiskere intensivt i snurrevodskuttere, som fiskede i Kattegat og Skagerrak og om vinteren lå i havn i Frederikshavn. I 1885 underskrev 396 fiskere en henvendelse til ministeriet for at få anlagt havn, og i 1900 var 36 kuttere hjemmehørende i Skagen, men byen havde stadig ingen havn.

I 1907 blev havnen imidlertid en realitet, og så begyndte et nyt kapitel i fiskeriets udvikling. I løbet af få år blev snurrevodsfiskeriet med små motordrevne kuttere, de såkaldte ’hajkuttere’, dominerende, og under 1. verdenskrig startede fiskere fra de sydligere farvande op med bundgarnsfiskeri efter sild og makrel. I mellemkrigsårene opbyggede skagenfiskerne et fiskerimønster, hvor halvdelen af kutterflåden i en stor del af året fiskede på Doggerbanke og landede i engelske havne. Det var et anstrengende liv, og mod slutningen af 1930’erne begyndte flere igen at fiske fra Skagen, og flere riggede om til trawlfiskeri - om sommeren efter bl.a. rejer og jomfruhummer, om vinteren efter sild. Dette fortsatte efter 2. verdenskrig, og i slutningen af 1940’erne var 80% af kutterne gået over til at bruge trawl, herunder de nyudviklede flydetrawl til sildefiskeriet. I denne periode var Skagen desuden hjemsted for et stort dansk fiskeri med kroge efter tunfisk.

Den store aktivitet gav behov for havneudvidelser, hvoraf den første fandt sted i 1937, og flere andre fulgte i årtierne efter krigen. Trawlfiskeriet vedblev med at være skagenfiskernes foretrukne, og fra slutningen af 1950’erne voksede industrifiskeriet og blev et vigtigt supplement til konsumfiskeriet. Kutterflåden nåede i 1970 op på 325 fartøjer, og gennem 1980’erne var det fortsat rejer, jomfruhummer og torsk, som den store trawlerflåde satsede på, samtidig med at industrifiskeriet fortsat blev drevet. Mønsteret fortsatte op forbi årtusindskiftet, hvor dog torskefiskeriet blev suppleret af en række andre konsumarter, og hvor industrifiskeriets andel af de samlede landinger øgedes. Landingerne af sild og makrel nåede et så højt niveau, at Skagen indtog positionen som Danmarks største landingshavn. Siden årtusindskiftet har mindst halvdelen af landingerne været fra udenlandske fartøjer.

Gå i havn i...

Strandby

Nordjylland har med Kattegat, Skagerrak og Limfjorden altid haft nem adgang til nogle af de vigtigste danske fiskefarvande. Dette har betydet en rig og forskelligartet fiskerihistorie. Fra den åbne kyst i vest til de mere beskyttede pladser ved østkysten. Til de sidste hører Strandby. Strandby havn er i udpræget grad et resultat af lokale fiskeres engagement i at anskaffe sig havnefaciliteter på deres hjemlige plads. Deres anstrengelser bar frugt i 1896, hvor det første havnebassin blev anlagt – i vid udstrækning takket være fiskernes egen arbejdsindsats. Havnen måtte desuden udvides hele to gange i det næste årti, igen med en stor indsats fra fiskerne selv. Strandbyfiskernes tilknytning til deres egen havn kom til udtryk ved, at de gennem årtier har betalt havneafgift til Strandby havn som en procentdel af deres egne landinger i andre havne – hvilket er meget usædvanligt.

Fiskeriet fra Strandby var i årene omkring havnens anlæggelse præget af mindre både, som fiskede med rødspættegarn, sildevod samt langliner hen over året. Efter 1. verdenskrig blev det i høj grad snurrevod, som dominerede. I 1930’erne voksede flåden til ca. 45 fartøjer, som ofte landede i nabohavnene Skagen eller Frederikshavn, men som altså fortsat bidrog med en procentafgift til hjemhavnens drift. Dette fiskerimønster forandredes i 1950’erne, hvor en stor del af Strandbys fiskerflåde begyndte at drive industrifiskeri med trawl. En ny auktionshal blev taget i brug i 1960 på et tidspunkt, hvor industrifisk udgjorde langt størstedelen af havnens samlede landinger. Mens industrifisk udgjorde omkring 60 % af landingsværdien, var snurrevodsfiskeriet efter levende rødspætter stadig det vigtigste konsumfiskeri efterfulgt af konsumtrawl samt bundgarnsfiskeri.

Årsomsætningen på fiskeauktionen toppede i 1980’erne på et niveau lidt under 100 mill. kr., samtidig med, at strandbyfiskerne påbegyndte en stor omlægning fra industrifiskeri til konsumtrawl. I 1990’erne blev jomfruhummer den vigtigste art efterfulgt af torsk, rødspætter og skærising, mens industrifisklandingernes andel  af omsætningen blev reduceret. Størrelsen af den hjemmehørende flåde lå stabilt på omkring 50 kuttere.

Havnen i Strandby har gennem alle årene været kendt for en usædvanlig stor lokal opbakning fra fiskeriets side. En halv snes udvidelser er det blevet til siden havnens anlæggelse. Omkring år 2000 fusionerede Strandby Havn og Strandby Fiskeriforening, og i 2008 indviede man et moderne konsumcenter, som sikrede havnens fremtidige status som aktiv fiskerihavn i en tid, hvor mange andre fiskerihavne led af afmatning og nedgang.  

Gå i havn på...

Læsø

Læsø har en lang historie med stor fiskeriaktivitet. Tilbage i 17-1800-tallet var det bundgarnsfiskeriet efter hornfisk, som var vigtigst for øboerne. Øens to havne i Østerby og Vesterø blev begge anlagt i årene omkring 1900, og i denne periode var der stor vækst i fiskeriet. I 1930’erne havde de to havne til sammen en hjemmehørende fiskerflåde på cirka 100 motoriserede fartøjer, 60 i Vesterø og 40 i Østerby. Fiskerne drev en række af tidens moderne fiskerier. Størst omsætning var der i snurrevodsfiskeriet efter rødspætter, og derudover blev der drevet et betydeligt fiskeri med bundgarn, åleruser, nedgarn og hummertejner samt i mindre omfang med kroge, skovlvod (trawl) og rejeruser. Aktivitetsniveauet afspejlede Læsøs beliggenhed i fiskerigt farvand. Øens havne blev ydermere flittigt anvendt af udenbys fiskere, og kvaser transporterede de levendefangede rødspætter til København.

Efter 2. Verdenskrig begyndte flere læsøfiskere at drive trawlfiskeri, dels industrifiskeri efter bl.a. brisling, dels konsumfiskeri efter en række arter. Med etableringen af Læsø Fiskeindustri i 1963 fik trawlerflåden en ny mulighed for afsætning af konsumfangster på øen. I begyndelsen aftog virksomheden al fisk og skaldyr til filet og videresalg, men fra 1970’erne blev fokus rettet mod jomfruhummer, hvilket fik afgørende betydning for Læsøflådens fiskerimønster. Siden 1970’erne har dette stort set været synonymt med jomfruhummerfiskeri, og Læsø-fiskerne var dermed blandt de første, som havde succes med at opdyrke dette specialiserede, men lukrative fiskeri. 80-90 kuttere fra Læsø deltog i jomfruhummerfiskeriet i 1990’erne, hvor trawlfiskeriet efter jomfruhummer udviklede sig til et af dansk fiskeris mest betydningsfulde. Selv om der skete en betydelig reduktion i antal fartøjer, fortsatte Læsøs fiskerflåde som en vigtig aktør også efter årtusindskiftet.

Gå i havn på...

Bornholm

Bornholm har siden Middelalderen været et center for fiskeri. Langs øens kyster lå fiskerlejerne tæt, og især sild, laks og torsk har historisk haft stor betydning for øens økonomi.

I 1860’erne oplevede Bornholm en betydelig vækst i laksefiskeriet både med garn og krogliner, de såkaldte ’lakselænker’. Man fik de første dæksbåde, og fiskeriet foregik blandt andet ved Christiansø. Brugen af dæksbåde gav behov for havne, og fra omkring 1880 blev de fleste havneanlæg på øen forbedret med offentlig støtte. Laksefiskeriet oplevede et kraftigt fald i 1890’erne, og i stedet fik sildefiskeriet med drivgarn og sættegarn et opsving i de første årtier af 1900-tallet. Dette foregik nu ved brug af halvdæksbåde med motor, og røgede sild blev bornholmernes vigtigste fiskeprodukt. I en kort periode i 1920’erne og 30’erne havde øen et betydeligt snurrevodsfiskeri i Østersøen efter rødspætter, men allerede i 1935 var sild tilbage som det mest indbringende fiskeri.

Dette skulle dog snart ændre sig. I løbet af 1930’erne voksede torskebestanden, og efter 2. verdenskrig var trawlfiskeriet efter torsk for alvor blevet en vigtig indtægtskilde for bornholmerne. Samtidig vandt laksefiskeriet igen frem, denne gang med kroge og langliner i den østlige Østersø. Laksen og torsken tiltrak fiskere fra andre dele af Danmark, og mange kuttere fra Hundested, Skagen, Esbjerg og andre havne gik i Østersøen for at tage del i det indbringende fiskeri fra Bornholm.

Laksefiskeriet var et udfordrende vinterfiskeri, og da opdrætslaks for alvor kom på markedet i 1970’erne, faldt prisen kraftigt, hvilket førte til betydelig nedgang. Samtidig var torskefiskeriet til gengæld blevet særdeles omfattende. Kuttere fra hele Danmark deltog i trawlfiskeriet, og fangsterne fra Østersøen udgjorde i 1970’erne over halvdelen af det samlede danske torskefiskeri. I midten af 1980’erne landede danske fiskere årligt over 100.000 tons torsk derfra.

Få år senere indtraf imidlertid et regulært sammenbrud i fiskeriet. Kvoten på østersøtorsk for 1993 var reduceret til 11.000 tons, og i årene efter 2000 lå de årlige landinger i Nexø – den vigtigste bornholmske fiskerihavn – på mellem 3.000 og 4.000 tons. Der foregik fortsat et fiskeri efter laks, rødspætter, sild og brisling, men omfanget var langt mindre end torskefiskeriet. Øens fiskeriforening registrerede 75 % tilbagegang i antal medlemmer fra 1990 til 2001, og i 2004 var der samlet set blot 100 fartøjer tilbage på over 5 BRT i hele det bornholmske fiskerierhverv.

Gå i havn på...

Djursland

Bønnerup strand var en travl kystlandingsplads i årtier før det første havnebassin kunne tages i brug i 1937. Op imod 100 fiskere var i 1920’erne engageret i de forskellige fiskerier, som både omfattede bundgarnsfiskeri efter sild samt fiskeri med vod, garn og kroge efter torsk og rødspætter. Bønnerupfiskerne var selv den vigtigste drivkraft i at få realiseret byggeriet af den første havn.

Med havnens indvielse i 1937 fik Bønnerup gang i en positiv udvikling. Efter krigen kom nye havnebassiner til, ligesom fiskerne fik etableret bedding, fiskepakhuse og auktionsbygning. Fiskeriet udvikledes med fartøjer op til omkring 30 BRT og fordelte sig jævnt mellem garnbåde og trawlere. Oliekrisen i 1970’erne fik mange til at rigge fra trawl til snurrevod, men for trawlernes vedkommende blev fiskeriet efter jomfruhummer af stigende betydning. Bønnerup havn blev og bliver fortsat benyttet af udenbys fiskere, hvilket gennem årene har bidraget til behov for udvidelser, senest i 1997.

Grenaa havns historie går helt tilbage til 1812, men for fiskeriets vedkommende begyndte det for alvor, da kutterfiskeriet i Kattegat med snurrevod tog fart i 1880’erne bl.a. med Grenaa som center. I 1900 havde havnen en flåde på mere end 30 sejlkuttere, og få år efter dukkede de første ’hajkuttere’ op i snurrevodsfiskeriet efter primært rødspætter. Efterhånden søgte de største kuttere til Nordsøen, hvor indtjeningsmulighederne var større. Det betød, at Grenaas hjemmehørende flåde allerede i 1933, da en ny fiskerihavn blev taget i brug, var præget af et stort antal mindre fartøjer. Det var fortsat snurrevod, som var det foretrukne fiskeri, og havnen var desuden hjemsted for en del fartøjer, der drev drivgarnsfiskeri efter sild i Kattegat.

Grenaa og det øvrige Djursland var desuden hjemsted for et betydeligt bundgarnsfiskeri. Frem til 1960 var bundgarnsfiskernes vigtigste arter makrel, hornfisk, torsk og sild på forskellige tidspunkter af året, men i løbet af 1960’erne blev det i stigende grad ålefiskeriet, som drev selskabernes økonomi. Nedgangen i ålebestanden efter årtusindskiftet har kraftigt decimeret bundgarnsfiskeriet overalt i Danmark.

I 1960’erne bestod Grenaas fiskerflåde af omkring 100 fartøjer, og trawl havde erstattet snurrevod som det vigtigste redskab. 30 år senere var antallet faldet til omkring 60, og de store trawlere erstattedes efterhånden af mindre garnbåde.

Gå i havn i...

Gilleleje

Gillelejes historie som fiskerby rækker langt tilbage i tiden. Kysten ligger udsat for havets påvirkning fra nord, og i løbet af 1800-tallet fik fiskerne gennemført bygning af læmoler, så der omkring 1870 stod et færdigt havnebassin. Herefter anskaffede fiskerne større dæksfartøjer og drev blandt andet fiskeri ved Anholt. Garnfiskeri efter rødspætter, tunge og pighvar samt drivgarnsfiskeri efter sild var hovedfiskerierne.

Motoriseringen af fiskerflåden omkring 1900 gav fremgang og anledning til flere havneudvidelser. Længere mod nord i Kattegat var snurrevodsfiskeriet slået igennem allerede i 1880’erne, men i Gilleleje holdt man længe fast i garnfiskeriet, ikke mindst fordi sildefiskeriet var økonomisk vigtigt. Efter 1. verdenskrig kom flere skagenfiskere til Gilleleje med deres snurrevod. Inspireret af dette begyndte man i Gilleleje at bygge kuttere, som egnede sig til snurrevodsfiskeri, samtidig med at man også holdt fast i garnfiskeriet efter sild. I midten af 1930’erne var der 40 hjemmehørende motorfartøjer i Gilleleje, hvoraf mange ofte fiskede langt væk fra hjemhavnen, enten i Nordsøen ud for Esbjerg eller i Østersøen. På samme tid dukkede også trawlet op i fiskeriet fra Gilleleje. Det var blandt andet fiskere fra Rågeleje, som investerede i større kuttere egnet til trawlfiskeri. En del gillelejefiskere holdt dog fast i fiskeriet efter levende fisk i dam og korte fangstrejser.

I 2. halvdel af det 20. århundrede voksede Gilleleje ud af skyggen fra naboen Hundested, som ellers gennem årtier havde haft en langt større fiskerflåde. Mens fiskeriet fra Hundested led afmatning, fastholdt Gilleleje en flåde på omkring 50 fartøjer helt frem til 1990’erne. Det dominerende redskab var trawl, og et udbredt fiskerimønster var torsk i årets første 3-4 måneder og sildefiskeri fra august og året ud. Sommerfiskeriet foregik for manges vedkommende ved Skagen efter brisling og/eller jomfruhummer.

Gilleleje var efterhånden blevet Sjællands største fiskerihavn, men som for alle havne ved indre farvande gjaldt det, at især de største fartøjer kun fiskede fra hjemhavnen i begrænsede dele året. Sildefiskeriet foregik stadig fra Gilleleje, og ellers sejlede man ofte i Nordsøen eller i Østersøen.

Gå i havn i...

Hundested

Havnen i Hundested kan datere sin oprindelse tilbage til 1862, da man første gang anlagde en læmole mod vest fra halvøen Halsnæs. Halsnæsfiskerne trak i de følgende år fra bl.a. Lynæs til Hundested, som ofte var isfri. Herfra drev de garnfiskeri efter sild med dæksbåde samt sejlede til Anholt og drev garnfiskeri efter især rødspætter herfra.

Men havnen sandede ofte til, og først da man flyttede havnebassinet længere ud i vandet som en ’øhavn’, og da man i 1907 konsoliderede broer og moler, blev Hundested for alvor et velfungerende hjemsted for fiskerne. Antallet af fiskere og fartøjer steg kraftigt i årtierne efter 1900.

Efter 1. verdenskrig færdiggjordes en større udvidelse, og i 1930’erne var Hundested vokset til at blive Sjællands ubestridt største og vigtigste fiskerihavn med 250 erhvervsfiskere og en søgående fiskerflåde på 110 motorfartøjer, heraf 40 egentlige kuttere. Sild var den vigtigste art fulgt af torsk, ål og rødspætte, og de fleste redskaber blev anvendt, fra bundgarn, åleruser og ålevod til drivgarn, nedgarn, not, snurrevod og skovlvod samt kroge.

Hundestedfiskerne var initiativrige og begyndte i 1920’erne at fiske i Nordsøen og i Østersøen. De gik tidligt over til at ise fisk ombord fremfor at lande levende fisk, hvilket gav dem en større aktionsradius bl.a. i nordsøfiskeriet. Der var stor tilflytning af fiskere fra de mindre fiskelejer på Sjælland, og i 1960’erne var knap 400 erhvervsfiskere og mere end 100 kuttere hjemmehørende i Hundested. De fleste fiskede i andre farvande en stor del af året, og Hundestedfiskere drev både laksefiskeri med kroge og garn i Østersøen om vinteren samt fiskeri med snurrevod og trawl i Nordsøen om sommeren. 5-6 bundgarnsselskaber forsynede hjemhavnen med fisk i sommerhalvåret, mens størstedelen af flåden var i Nordsøen.

Torskefiskeriets nedgang i både Kattegat, Nordsøen og senere Østersøen fik stor betydning for Hundested som fiskerihavn. I 1990 var der kun 15 hjemmehørende kuttere tilbage, og disse drev drev fiskeri i Nordsøen og Østersøen størstedelen af året. Fiskeriet i de lokale farvande reduceredes, og ligeledes i 1990 lukkede fiskeauktionen.

Gå i havn i...

Hundested

Havnen i Hundested kan datere sin oprindelse tilbage til 1862, da man første gang anlagde en læmole mod vest fra halvøen Halsnæs. Halsnæsfiskerne trak i de følgende år fra bl.a. Lynæs til Hundested, som ofte var isfri. Herfra drev de garnfiskeri efter sild med dæksbåde samt sejlede til Anholt og drev garnfiskeri efter især rødspætter herfra.

Men havnen sandede ofte til, og først da man flyttede havnebassinet længere ud i vandet som en ’øhavn’, og da man i 1907 konsoliderede broer og moler, blev Hundested for alvor et velfungerende hjemsted for fiskerne. Antallet af fiskere og fartøjer steg kraftigt i årtierne efter 1900.

Efter 1. verdenskrig færdiggjordes en større udvidelse, og i 1930’erne var Hundested vokset til at blive Sjællands ubestridt største og vigtigste fiskerihavn med 250 erhvervsfiskere og en søgående fiskerflåde på 110 motorfartøjer, heraf 40 egentlige kuttere. Sild var den vigtigste art fulgt af torsk, ål og rødspætte, og de fleste redskaber blev anvendt, fra bundgarn, åleruser og ålevod til drivgarn, nedgarn, not, snurrevod og skovlvod samt kroge.

Hundestedfiskerne var initiativrige og begyndte i 1920’erne at fiske i Nordsøen og i Østersøen. De gik tidligt over til at ise fisk ombord fremfor at lande levende fisk, hvilket gav dem en større aktionsradius bl.a. i nordsøfiskeriet. Der var stor tilflytning af fiskere fra de mindre fiskelejer på Sjælland, og i 1960’erne var knap 400 erhvervsfiskere og mere end 100 kuttere hjemmehørende i Hundested. De fleste fiskede i andre farvande en stor del af året, og Hundestedfiskere drev både laksefiskeri med kroge og garn i Østersøen om vinteren samt fiskeri med snurrevod og trawl i Nordsøen om sommeren. 5-6 bundgarnsselskaber forsynede hjemhavnen med fisk i sommerhalvåret, mens størstedelen af flåden var i Nordsøen.

Torskefiskeriets nedgang i både Kattegat, Nordsøen og senere Østersøen fik stor betydning for Hundested som fiskerihavn. I 1990 var der kun 15 hjemmehørende kuttere tilbage, og disse drev drev fiskeri i Nordsøen og Østersøen størstedelen af året. Fiskeriet i de lokale farvande reduceredes, og ligeledes i 1990 lukkede fiskeauktionen.

Gå i havn i...

Klintholm

Klintholm havn på sydkysten af Møn blev anlagt i 1878 af kammerherre Scavenius, som var ejer af godset Klintholm. Formålet var fragtsejlads, men i årene omkring 1920 da godsejeren ønskede at afhænde havnedriften til sognerådet, var betingelsen, at den slidte havn skulle renoveres og indrettes som fiskerihavn. Lokale og udenbys fiskere havde på dette tidspunkt oparbejdet et ret betydeligt fiskeri med Klintholm som landingshavn. Vigtigst for de lokale fiskere var drivgarnsfiskeriet efter sild samt bakkefiskeriet med kroge efter torsk, og i 1930’erne voksede også bundgarnsfiskeriet efter ål. I 1935 var Klintholm blevet den vigtigste fiskeplads på Møn. Ikke alene havde man flest erhvervsfiskere, havnen blev også brugt af fiskere fra Hundested, Bagenkop og andre steder, når disse drev fiskeri med drivgarn, snurrevod og skovlvod/trawl i Østersøen.

Efter 2. verdenskrig gik klintholmerne i stor udstrækning over til trawlfiskeri, bl.a. inspireret af fiskere fra Bagenkop. Drivgarnsfiskeriet forsvandt i 1950’erne, og fiskeriet efter sild foregik herefter med flydetrawl. Klintholmfiskerne nød godt af nærheden til gode fiskepladser i Østersøen, og havnen kunne tiltrække udenbys kuttere, som i stigende grad drev torskefiskeri i området. Samtidig var sydkysten af Møn fortsat hjemsted for et omfattende bundgarnsfiskeri efter ål. Sidst i 1970’erne nåede den hjemmehørende trawlflåde op på 26 fartøjer, og 1980’erne var  en indbringende periode for havnen og dens fiskere. I 1988 var der i Klintholm 5 bundgarnsfirmaer med 17 tilhørende damjoller foruden 18 trawlere, 8 garnfartøjer samt et større antal udenbys faste ”kunder” fra bl.a. Bagenkop og Hvide Sande. Men i de følgende år faldt antallet af fartøjer og mængden af landinger, og i 2008 lukkede Fiskernes Fællessalg grundet manglende tilførsler. Der var dog fortsat en hjemmehørende trawlflåde, og Klintholm var en af de havne, som i formindsket udgave formåede at fastholde rollen som aktiv fiskerihavn.

Gå i havn i...

Kerteminde

Kerteminde var ladeplads for Odense tilbage i middelalderen, og omkring år 1800 opførtes første gang et bolværk. Det blev forløberen for den havn, som blev anlagt senere i 1800-tallet. Fiskeriet fra Kerteminde har en flere hundrede år lang forhistorie med bæltbådenes drivgarnsfiskeri efter sild som det mest kendte, men først i 1913 indsendte den nye lokale fiskeriforening en anmodning til byrådet om anlæg af en fiskerihavn. Dette bevilgedes, og i de følgende år voksede fiskeriet fra Kerteminde med motoriserede fartøjer.

Efter 20 år var den første fiskerihavn blevet for trang, og en ny blev anlagt øst herfor. Her opførtes i 1935 ny auktionshal, der blev bygget som en kopi af Esbjergs første auktionshal, på et tidspunkt hvor der var 210 erhvervsfiskere bosat i Kertemindeområdet samt 140 fartøjer, heraf 60 i størrelsen fra 5 til 25 BRT, resten småbåde. Kerteminde var Fyns vigtigste fiskerihavn med en stor variation af fiskeredskaber og -metoder i drift. Det vigtige fiskeri efter sild blev fortsat drevet med drivgarn, men også bundgarn og not blev anvendt. Fangsterne svingede meget fra år til år, men de var betydelige frem til 1930’erne. Mere stabil vækst frem til midten af 1930’erne var der i det demersale fiskeri med skovlvod (trawl), garn og snurrevod efter torsk, rødspætter, ising og skrubbe, og i bundgarn fiskedes også makrel og hornfisk samt ål.

Omkring 1960 var der 40 hjemmehørende kuttere i Kerteminde. Siden 1930’erne var trawlfiskeriet vokset på bekostning af de øvrige redskaber, bortset fra bundgarnsfiskeriet efter ål, som stadig var betydeligt. I Bælthavet udgjorde industrifiskeriet efter sild og brisling ca. 1/3 af landingerne op til 1980’erne, og konsumtrawlerne fiskede primært torsk, rødspætter, skrubber, ising og pighvar med de to førstnævnte arter som de dominerende. I 1987 var 40 fartøjer over 5 BRT hjemmehørende i Kerteminde, heraf 18 trawlere som drev sildefiskeri i Bæltet og jomfruhummerfiskeri i Kattegat samt dagsfiskeri efter torske- og rødspættefiskeri. Den resterende flåde bestod af mindre garnbåde, og en lille håndfuld fartøjer ejedes af de lokale bundgarnsfiskere. Flåden holdt fiskeauktionen i gang indtil 2003, hvor auktionen lukkede ned.

Gå i havn i...

Bagenkop

Det første havnebassin i Bagenkop blev anlagt i 1858, mens fiskeriet stadig var et bierhverv for de fleste. Det dominerende fiskeri var drivgarnsfiskeriet efter sild i Langelandsbæltet, som fandt sted i efteråret efter høst, og desuden blev der drevet kystfiskeri med kroge, garn og ruser. En stor del af fangsten kunne afsættes til de tyske områder, fx Kiel og Eckernförde.

Motoriseringen af fiskeriet i årene efter 1900 gav vækst i Bagenkop-fiskeriet, og fiskeriforeningen oprettedes i 1904. Rødspætter var frem til ca. 1930 den vigtigste art, og Bagenkop var en af de havne, hvor en tidlig udgave af trawl, skovlvod, blev taget i brug af mange fiskere til fangst af både torsk, rødspætter og andre fladfisk. Garnfiskeri efter sild var også fortsat af betydning, og de op til 1 km lange garn krævede arbejdskraft, så i Bagenkop var der ”sildeferie” for skolebørnene, ligesom der på landet var kartoffelferie. Fiskerne forsøgte sig i en periode også med notfiskeri efter sild.

I 1935 fiskede 72 motoriserede fartøjer fra Bagenkop. Efter 2. verdenskrig fortsatte fiskeriet efter torsk, rødspætter, ising og skrubber med at være det mest indbringende, mens sildefiskeri med trawl og bundgarnsfiskeri efter ål også var udbredt. Fiskernes ønske om en havneudvidelse blev imødekommet i 1964 på et tidspunkt, hvor Bagenkop var hjemsted for ca. 70 moderne fartøjer, primært trawlere. Allerede i 1960’erne var det almindeligt for trawlerne at opsøge fangstpladser i Nordsøen og Kattegat for at råde bod på svigtende lokale fangster. Ofte holdt fartøjerne til i havne som Esbjerg, Thorsminde og Skagen samt Klintholm og Nexø i store dele af fiskesæsonerne. Denne tendens forstærkedes i den sidste del af 1900-tallet, og Bagenkop blev således påvirket af nedgangen i torskefiskeriet, ikke kun i den vestlige Østersø, men også i de øvrige danske farvande. Auktionen lukkede ned, men fiskerihavnen bevarede en reduceret flåde, og i 2010 var der fortsat ca. 30 fartøjer, som fiskede fra Bagenkop, heraf halvdelen større end 5 BRT.

Gå i havn i...

Spodsbjerg

Langelands største fiskerihavn er Bagenkop i syd, men Spodsbjergs beliggenhed har også sikret den en plads i fiskeriets historie. Spodsbjerg er den eneste havn på Langelands lange østkyst. Den ligger gunstigt som basis for fiskeriet i Langelandsbæltet og Storebælt og er gennem tiden blevet brugt både af lokale og udenbys fiskere. Spodsbjerg har været færgeoverfartssted til Lolland i århundreder, og som sådan har der også været mulighed for fiskere for at søge havn på stedet. Allerede i 1880’erne blev der dannet en forening som varetog salget af områdets fangster, og kystens fiskere anvendte torskeruser, rødspættegarn og drivgarn til sildefiskeri. Men først i 1937 blev der anlagt en egentlig fiskerihavn syd for den skibsbro, hvor færgen lagde til. På det tidspunkt var der omkring 25 motorfartøjer hjemmehørende i Spodsbjerg. De drev et alsidigt fiskeri, hvor bundgarnsfiskeriet efter blankål var det mest indbringende, efterfulgt af skovlvodfiskeri efter torsk og sildefiskeri med drivgarn.

Udviklingen efter 2. verdenskrig i Bælthavet og Østersøen gik i retning af øget fokus på trawlfiskeri, men trawlerne søgte til de lidt større havne, og i Spodsbjerg var det navnlig bundgarnsfiskeriet, som gav indtægt til fiskerne. Samtidig var havnen også hjemsted for et mindre garnfiskeri, og i 1988 var der i alt 12 hjemmehørende fartøjer i Spodsbjerg og Rudkøbing. Allerede på dette tidspunkt var der desuden et par kuttere, som var rigget om til fast at tage lystfiskerturister med ud til de gode fiskepladser i Bæltet, og denne aktivitet fortsatte med at vokse efter årtusindskiftet.

Gå i havn på...

Rømø

Rømø Havn ligger ved Havneby længst mod syd på øen. Modsat de fleste andre fiskerihavne blev den ikke bygget for at tilgodese et eksisterende fiskerierhverv i lokalområdet. Folketinget vedtog i 1960 at bygge havn på Rømø for at skabe en ny erhvervsmulighed i form af fiskeriet og dermed bremse afvandringen fra øen.

Den nye havn stod klar i 1964, men først da man i 1968 med offentlig støtte for alvor fik gang i fiskeriet efter hesterejer, opnåede fiskeriet at få den betydning, som det var tiltænkt. Fiskere flyttede til Rømø fra bl.a. Esbjerg, og ti år senere fiskede 14 hjemmehørende bomtrawlere fra Rømø og landede hesterejer til en lokal industri. Mindst dobbelt så mange tyske bomtrawlere brugte den nye havn som landingshavn.

Hesterejefiskeriet er et licensbaseret fiskeri, og antallet af danske licenser har ligget fast i flere årtier på 26. Rømøs andel af licenserne har varieret i årene siden 1970’erne, men har typisk ligget på mellem 5 og 10 med de resterende licenser fordelt mellem Esbjerg, Hvide Sande og Thyborøn. Rømø Havn har desuden gennem årene været flittigt besøgt af tyske og hollandske bomtrawlere, som har landet hesterejer til sortering og videreforsendelse.

Gå i havn i...

Esbjerg

Dokhavnen ved Esbjerg var Danmarks første havn på den jyske vestkyst og blev taget i brug i 1874. Den var ikke bygget som fiskerihavn, men fiskeriet kom hurtigt til at spille en stor rolle. Fiskere fra hele landet søgte til Esbjerg havn, og med snurrevodsfiskeriet efter rødspætter indtog kutterne den sydlige Nordsø. Esbjerg blev et centrum for det danske nordsøfiskeri, og træskibsværfter og motorfabrikker skød op på havnen, mens antallet af kuttere voksede hastigt.

Havneudvidelser fandt sted løbende næsten fra starten, og i 1922 afsluttedes den helt store udvidelse med, at den nuværende fiskerihavn blev taget i brug, samtidig med at Danmarks første fiskeauktion åbnede. Esbjerg blev i årene herefter landets vigtigste fiskerihavn målt i både landinger og antal arbejdspladser. Kuttere fra andre danske fiskerihavne landede i stort omfang i Esbjerg, og fisken eksporteredes med jernbane og med lastbil til Tyskland. Esbjergkuttere landede store mængder af fisk i Grimsby og Hull, og fiskernes indtjening førte til øget vækst i den hjemlige fiskerflåde og i mængden af fiskerirelaterede virksomheder i Esbjerg.

De to verdenskrige betød begge øget indtjening på grund af den store tyske efterspørgsel efter fisk. Den store og nybyggede kutterflåde, som blev resultatet af 2. verdenskrigs hektiske aktivitet, betød at nye fiskerier blev opsøgt. Det førte til fremkomsten af et indbringende trawlfiskeri efter industrifisk til fiskemel og -olie, og Esbjerg fiskerihavn opdeltes i en konsumfiskerihavn ved auktionshallen og en industrifiskerihavn ved fiskemelsfabrikkerne. I løbet af 1960’erne flyttede Statens Bedding og en række af de tilknyttede træskibsbyggerier fra den gamle fiskerihavn ved Dokhavnen ud til den nye industrifiskerihavn. Omkring 1970 kulminerede antallet af kuttere, da 600 fartøjer fiskede fra Esbjerg, ca. 370 trawlere og 230 snurrevodskuttere.

I 1990’erne og 2000’erne forsvandt næsten hele fiskerflåden og fiskeindustrien. Årsagerne var en kombination af faldende fiskebestande, stram regulering og vanskelig rekruttering af unge mennesker til fiskeriet. I 2002 lukkede Esbjerg fiskeauktion, og i 2007 ophørte fiskemelsindustrien med at modtage industrifisk over kajen i Esbjerg. Tilbage var herefter kun et mindre bomtrawlfiskeri efter hesterejer.

Gå i havn i...

Hvide Sande

I 1910 anlagdes en kanal gennem Holmslands Klit, der hvor tangen var smallest ved ’Hvide Sande’, som ikke var en by, men navnet på et parti nøgne klitter. Årsagen var et behov for, at Ringkøbing fjord kunne afvandes, efter at udløbet ved Nymindegab var næsten sandet til. En række stormfloder udvidede kanalen mere, end myndighederne og landbruget brød sig om, og i 1915 besluttede man igen at lukke kanalen. Samtidig blev det dog besluttet at etablere en sluse ved Hvide Sande, så skibe kunne passere, og fjorden kunne afvandes efter behov. Den nye sluse mellem Nordsøen og Ringkøbing Fjord stod færdig i 1931, og på havsiden af kammerslusen anlagdes en bådehavn for fiskerfartøjer. Det var starten på Hvide Sande havn, og hurtigt blev det samlingspunkt for kystfiskere, som hidtil havde fisket fra den åbne kyst fra Nymindegab i syd til Søndervig i nord. Allerede fire år senere fiskede ca. 50 små ’hajkuttere’ herfra, primært med snurrevod efter rødspætter og torsk, men også med garn efter tunge samt med kroge. Den nye havn blev også taget i brug af fjordfiskere inde i Ringkøbing fjord, og byen Hvide Sande voksede frem.

Gennem 1940’erne og 50’erne var det fortsat rødspætter og torsk, som var de vigtigste arter, sammen med forårsfiskeriet efter tunger. En specialitet i efterkrigsårene var dobbeltslæb med vod efter torsk, og sidst i 1950’erne voksede garnfiskeriet efter pighvar til en betydelig omsætning. Næsten alle fartøjer vekslede mellem snurrevod, kroge og garn i løbet af årets forskellige sæsoner. I 1955 etableredes en mindre fiskemelsfabrik i Hvide Sande inspireret af det voksende industrifiskeri fra Esbjerg.

I årene frem til 1960’erne kæmpede Hvide Sande med de statslige myndigheder om bevillinger til forbedring af moler og besejlingsforhold. Tilsanding var et vedvarende problem, og i 1964 stod en 400 meter lang nordmole færdig, som skulle komme til at betyde forbedrede forhold i havnen og yderligere udvikling af fiskeriet.

I løbet af 1960’erne ændredes Hvide Sande-fiskernes fokus markant i retning af trawl -og især garnfiskeri. Intet enkeltfiskeri har betydet så meget for Hvide Sande som garnfiskeriet efter torsk på vrag. Takket være teknologisk udvikling af sonar, nylongarn og hydraulik fik dette en voldsom vækst op gennem 1970’erne. Det førte sammen med et øget trawlfiskeri efter torsk og industrifiskeri efter brisling og tobis til, at man i 1977 indviede et nyt havneafsnit nord for kanalen.

I løbet af 1980’erne og 90’erne ændredes vilkårene for torskefiskeriet, og Hvide Sande-fiskerne gik i høj grad over til at kombinere sig frem med fiskeri på andre arter, herunder de traditionelle rødspætter, tunger og pighvar. Mange gik også ind i konsumfiskeriet efter havtaske, rødfisk og en lang række mindre udbredte arter. Andelen af garnfartøjer faldt, og en del trawlere gik desuden ind i fiskeriet efter jomfruhummer, ligesom nogle få riggede om til bomtrawlfiskeri efter hesterejer. Hvide Sandes fiskerflåde kulminerede i begyndelsen af 1980’erne med over 200 kuttere, mens antallet i 2016 var reduceret til ca. 40 fartøjer over 10 BT.

Gå i havn i...

Thorsminde

Havnen i Thorsminde ligger mellem Nissum fjord og Vesterhavet. Den nuværende fiskerihavn er fra 1967, men Thorsmindes historie som landingsplads rækker længere tilbage. I 1930’erne genetablerede Staten en tidligere afvandingssluse, og gennem en kammersluse kunne skibe passere mellem hav og fjord. Det tiltrak fiskere fra kysten mellem Fjaltring og Fjand, og op mod 20 små motorbåde drev havfiskeri herfra, dels med garn, dels med kroge på langliner.

Interessen for Thorsminde som landingsplads voksede, og det vi kender som Thorsminde havn i dag, blev anlagt og åbnede i august 1967. 35 mindre kuttere fiskede fra starten herfra, primært med trawl, vod og kroge, men det ændrede sig, og i årene omkring 1970 forvandledes Thorsminde ligesom Hvide Sande, til et center for havgående garnfiskeri efter især torsk. Det kunne mærkes i den nye auktionshal, som oplevede mere end 20 års ubrudt vækst i landinger og omsætning, også med store bidrag fra udenbys kuttere.  I 1990’erne havde Thorsminde en hjemmehørende flåde på op mod 75 kuttere, langt overvejende i garnfiskeri baseret på torsk, tunger, rødspætter og pighvarre. Efter årtusindskiftet blev trawl det dominerende redskab også for Thorsminde, mens antallet af garnfiskere reduceredes.